Racestandart for shibaen
FCI Standard Nr 257 16.06.1999 (GB)
(ORG 15.06.1992)
SHIBA
Oprindelsesland: Japan
Anvendelse: Jagthund til fugle og mindre vildt. Selskabshund.
Klassifikation: FCI Gruppe 5 (Spidshunde og racer af oprindelig type), Sektion 5 (Asiatiske spidshunde og beslægtede racer).
Uden brugsprøve.
Historie: Shiba’en har eksisteret som race i Japan siden tidernes morgen. Ordet ”Shiba” hentyder oprindelig til noget småt, en ”lille hund”. Shiba’en havde sit hjemland i det bjergrige område ud mod Det japanske Hav og blev brugt som jagthund for småvildt og fugle. Der var små forskelle i racen, alt efter hvilket område den blev opdrættet i. Da racer som Engelsk Setter og Pointer blev importeret fra England i perioden 1868-1912, blev jagt en sport i Japan, og det blev almindeligt at krydse Shiba’er med disse engelske racer. En ren-racet Shiba blev efterhånden sjælden, således at ren-avlede Shiba’er i disse områder omkring 1912-1926 kun fandtes yderst sparsomt. Fra omkring 1928 påtog jægere og andre veluddanede folk sig arbejdet med at bevare den rene Shiba-race, og et seriøst bevaringsarbejde begyndte, således at racens standard blev skabt i 1934. I 1937 blev Shiba’en udnævnt til ”natur-monument”, hvorefter racen blev opdrættet og forbedret til den storartede race, vi kender i dag.
Helhedsindtryk: En lille hund, helt harmonisk, med gode benstammer og veludviklede muskler. Den har en stærk konstitution. Bevægelsen er hurtig, fri og smuk.
Proportioner: Forholdet mellem skulderhøjde og kropslængde er som 10 til 11.
Temperament: Af temperament er den hengiven. Den har skarpe sanser og er særdeles årvågen.
Hoved
Skalle: Panden er bred.
Stop: Veldefineret, med en let midterfure.
Næse: Sort farve er ønskeligt. Næseryggen er lige.
Næseparti: Moderat kraftigt, aftagende udefter.
Læber: Stramme.
Kæber, bid: Stærke tænder med saksebid.
Kinder: Veludviklede.
Øjne: Relativt små, trekantede og mørkebrune. Den yderste øjenkrog vender opefter.
Ører: Relativt små, trekantede, hældende let fremover og stift opretstående.
Hals: Tyk og stærk, helt i harmoni med hoved og krop.
Krop
Ryg: Lige og stærk.
Lænd: Bred og muskuløs.
Bryst: Dybt, med moderat hvælvede ribben.
Underlinie: Bugen er godt optrukken.
Hale: Højt ansat og tyk. Den bæres stramt oprullet eller i en seglformet bue. Halespidsen kan næsten nå haseleddet, når den holdes nedefter.
Lemmer
Forpart: Set forfra er forbenene lige.
Skuldre: Skulderbladet er moderat skråtliggende.
Albuer: Slutter tæt til kroppen.
Bagpart
Overlår: Lange.
Underlår: Korte, men veludviklede.
Mellemfod: Tyk og robust.
Poter: Tæerne er tæt sluttede og godt hvælvede. Trædepuderne hårde og elastiske. Kløerne hårde og ønskes mørkfarvede.
Bevægelse: Let, frisk og energisk.
Pels
Hårlag: Yderpelsen er grov og lige, underulden blød og tæt. Pelsen på halen er en smule længere og udstående.
Farve: Rød, black and tan, sesam, sort sesam, rød sesam.
”Sesam” defineres således:
Sesam: Ligelig blanding af hvide og sorte hår.
Sort sesam: Flere sorte end hvide pelshår.
Rød sesam: Pelsens grundfarve er rød, opblandet med sorte pelshår.
Alle de nævnte farver skal have ”Urajiro” – dvs hvidlig pels på næsepartiets sider og på kinderne, på undersiden af kæbe og hals, på bryst og bug og på benenes indersider.
Størrelse:
Skulderhøjde for hanner: 40 cm,
Skulderhøjde for tæver: 37 cm.
Der er en tolerance på +/- 1.5 cm.
Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
• Feminine hanner, maskuline tæver.
• Overbid eller underbid.
• Mangel på flere tænder.
• Skyhed.
Diskvalificerende fejl: • Ørerne ikke opretstående.
• Hængende eller kort hale.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl
Standarden udgivet af FCI 16 JUNI 1999
Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité